"Ved det sidste valg sagde alle partier: ”Vi rører ikke ved folkeskolen!” Nu er der nogle, der trænger til en kæmpe vælgerlussing," mener debattøren. Foto: Mikkel Svinth Rødgaard

DEBAT: Der er nogle, der trænger til en vælgerlussing

Af
Luc de Visme

Morelgangen 8

3460 Birkerød

DEBAT Bare en uge efter at kommunalbestyrelsen har taget den stærkt kontroversielle beslutning om at lægge otte skoler sammen to og to, ligger der en fuldstændig klar liste af hvem, der bliver skoleleder i samtlige skoler i Rudersdal.

Sikken en effektivitet! Bravo!

Trods massive borgerprotester er den nye skolestruktur vedtaget. Man indkalder til fire borgermøder, alle deltagere forklarer deres betænkeligheder. Et stort flertal af høringssvarene er imod, at man ødelægger skolestrukturen for at spare penge, nogle få millioner. Der er demonstrationer foran rådhuset. Flere partier er usikre fra start og nægter at bakke om processen, når de ser, hører og læser om borgernes og forældrenes reaktioner.

Men nej!: Man gør det, som hele tiden var planlagt, man kører frem. Vejtromlen kan ikke stoppes. Hvad vi andre mener, er i virkelighed ligegyldigt.

Imellem valgene har borgerne ingen indflydelse. Ved det sidste valg sagde alle partier: ”Vi rører ikke ved folkeskolen!”. Nu er der nogle, der trænger til en kæmpe vælgerlussing. Husk det om to år! Skriv det i jeres kalender!

Publiceret 08 November 2019 11:45