Mona Madsen forlader Rudersdal kommune og tiltræder 1. maj en ny stilling som kultur- og bibliotekschef i Solrød kommune. Rudersdal kommune afholder afskedsreception onsdag den 30. april kl. 10-11.30 på Holte Bibliotek.

Mona Madsen forlader Rudersdal kommune og tiltræder 1. maj en ny stilling som kultur- og bibliotekschef i Solrød kommune. Rudersdal kommune afholder afskedsreception onsdag den 30. april kl. 10-11.30 på Holte Bibliotek.

Åh Mona Mona Mona

Rudersdal Bibliotekernes udviklingschef og chef for Holte Bibliotek, Mona Madsen, forlader Rudersdal til fordel Solrød

Af
Af Ulla Koch-Nielsen

 

Om nogen tid, når glemselens slør har sænket sig over Birkerød-borgernes sympati for deres forhenværende bibliotekschef, kan de måske begynde at se stort på faconen, den tidligere så smertefulde kommunesammenlægning blev til på. Men det var jo sådan, at Mona Madsen gik hen og fik symbolværdi. Ét var at Birkerød skulle lide den tort, at direktørgruppen på én nær blev befolket af Søllerød-embedsmænd; de var alligevel så fjerne og ophøjede, at det ikke kom menigmand ved. Men da så turen kom til kommunens chefer, og det viste sig, at Mona – deres Mona – også blev vraget til den mere udadvendte, folkenære stilling som chef for kommunens biblioteker, da fik de nok!Da føg det med læserbreve og underskriftsindsamlinger, foranlediget af ikke mindst netop afdøde forfatter Eva Sloth Carlsen. Da blev der rav i den. Også så meget, at det mangeårige medlem af kommunalbestyrelsen, Vibeke Peschardt, løftede et øjenbryn og funderede: "Hvad er det, der er så vidunderligt ved hende Mona? Er der mon noget her, vi har overset?" Om end dråben kan synes nok så lille, så var det her. Lige præcist her, man gjorde en by fortræd. En afskedsartikel om Mona Madsen kan dårligt skrives uden at den vil virke sårende for den foretrukne konkurrent, for bibliotekschef, Marianne Aastrup. Det er ingenlunde tilsigtet. Marianne Aastrup beskrives fra alle sider som dygtig og sympatisk; stillingens to ansøgere var begge højt kvalificerede, ingen tvivl om dét. Der var bare lige dét ved Mona, at oppe i Birkerød syntes de, hun var noget særligt. Så de gav pokker i at ansættelsesudvalget da sikkert nok havde truffet et seriøst valg. Mona blev dråben, der fik bægeret til at flyde over. For kommunens nordlige befolkning blev hun symbolet på al den uretfærdighed, der var overgået stakkels lille Birkerød. 20 år i lånernes tjeneste Den første dag jeg så Mona, var en sommerdag i 1988, og lille Simon, der i dag måler sine godt og vel to meter, sad dengang stadig på mors arm. Hun gik ind i ikke bare mig, men i alle i 3460 Birkerød med træsko på; tilmed skulle det hurtigt vise sig, at hun også havde høje faglige kvalifikationer at byde på. Med sin lyst til at forbedre, hvad forbedres kunne, lykkedes det inden længe Mona at ændre selve Biblioteksloven. Før skulle nemlig alle kasserede biblioteksbøger brændes, men Mona fik med held lanceret ideen om at sælge dem i stedet. Hun havde måske ikke regnet med at det gav de store penge; det var mere det dér med at noget, der stadig ejede en vis værdi, ikke bare skulle smides væk – men faktisk indbragte det Birkerød Bibliotek 50-60.000 kroner årligt, som kunne bruges på nye bøger i stedet… Næste gang hun fik Birkerød Bibliotek op på mediernes lystavle, var da stedet blev truet med at blive indklaget for Menneskerettighedskommissionen for at krænke ytringsfriheden. Da havde Mona nemlig fået sat et filter op på pc"erne, så den hårdeste porno blev siet fra. Dette stunt fik hun i begyndelsen en masse hug for, men senere tilbød kulturminister Brian Mikkelsen alle landets folkebiblioteker et lignende filter, ganske gratis. Et par år efter optrådte hun som folkebibliotekernes repræsentant ved den nystartede Bogmesse i Forum, og siden 1993 har hun haft bibliotekernes plads i messens arrangørudvalg. Seks år senere blev hun formand for den komite, der hvert år uddeler årets skønlitterære debutantpris, og senere igen var hun medstifter af Nationalkomiteen for Verdens Bogdag. Rundt omkring på landets biblioteker har hun tit og mange gange holdt oplæg om kontroversielle dilemmaer. Og lige nu er hun meget optaget af, hvad folkebibliotekerne bør bruge flest penge på - børnebøger eller dvd-film og playstation-spil? Mona Madsen holder på, at bøgerne også fremover bør have størst vægt og ønsker mere folkelig og politisk diskussion om hvad skatteborgernes penge skal gå til. I den forbindelse er der ingen grund til at lægge skjul på, at det nagede hende at blive flyttet fra sit elskede Birkerød Bibliotek til Holte Bibliotek på samme tid som Birkerød fik hovedbiblioteket og som sådan omsider fik tilført de ressourcer, hun gennem alle årene havde drømt om, mens der samtidig blev skåret ned på personale- og materialebudget til Holte Bibliotek. For borgerne i Holte, som ikke har fået noget at vide om fordelingsprincipperne, kan det jo virke som om det er hende, den vragede oppe fra Birkerød, der ikke var stillingen som filialbestyrer voksen. Højt til loftet Ingen kommunefusion af størrelsesordenen som den mellem Søllerød og Birkerød kan gå smertefrit for sig. Mange mener, at det i spillet om de attraktive lederposter ikke så meget handler om at please borgerne som at please politikerne. Ifølge Birkerød-lånerne burde Mona have været kåret som ubestridt leder af Rudersdal Bibliotekerne. I stedet udstyrede de hende med en martyrglorie. Ja, mange mente, at vragningen af hende var et klokkeklart udtryk for Søllerød-dominansen og spurgte vredt hinanden, hvor Venstre Birkerød var henne? Der var bare det ved det, at martyrglorien slet ikke passede Mona. Hun ville hellere have reel indflydelse i sit job, og da hun ikke kunne få det, søgte hun væk. Det blev Solrød kommune, som fik hende, og de ønskes tillykke med deres kommende kultur- og bibliotekschef - gårdmandsdatteren fra Kerteminde-kanten, der også blev lægekone og mor til tre, og som lige nu har travlt med at skrive opgave om 'Etisk Ledelse' på sit RUC-masterstudie i Oplevelsesledelse. Etisk ledelse? Hvis man dermed mener, at der skal være højt til loftet på en åben og folkeoplysende arbejdsplads, så skal de stå tidligt op nede på Roskilde Universitet Center, hvis de vil lære Mona Madsen noget. Hun hyldes netop af sine gamle medarbejdere for at gøre hverdagen højloftet.

Publiceret 24 April 2008 00:00