Limenas gjorde det igen

Årets Limenas tager livtag med Shakespeares tragiske klassiker. Og det lykkes godt, selvom der er skønhedsfejl undervejs

Af
Frederik Stage

Med Williams historie – verdens smukkeste tragedie , har instruktør André Andersen og hans team føjet endnu et godt kapitel til Limenas' nu 18 år lange historie. Det indtryk sidder avisens udsendte i hvert fald tilbage med, efter onsdag aften at have tilbragt et par timer i en udsolgt Mantziussal i selskab med kærlighedsdramaet om Fie og Fister. Et stykke, der på en gang både er en hyldest til og en nyfortolkning af William Shakespeares klassiker om Romeo og Julie. Og ganske som i klassikeren, handler det om ung og forbudt kærlighed i et samfund styret af rang, hvor socialt avancement er både forbudt og utænkeligt. Paralleller, der fungerede godt onsdag aften. Ikke mindst på grund af skuespillernes smittende energi, den flotte og velfungerende scenografi og de dramaturgiske elementer. Skønhedspletter var der nu også nogen af, men mere om begge dele senere.

Glimrende fortælleskift

Først møder vi Fie. Den yndefulde mannequin, der trods hun kun er menneske af 4. rang, ernærer sig som kødeligt spejlbillede for samfundets 1. rangsborgere. Hendes opgave er at se godt ud og ikke stille spørgsmål, men drømme om ægte kærlighed og et liv uden rangorden har dog groet sig fast, efter hun har læst Shakespeares Romeo og Julie. Og så er der Fister. Vores unge ven helt uden for rang, der frister en både ildelugtende og lortebrun tilværelse på samfundets absolutte bund med at skovle andres møg gennem kloakkerne. Også han begynder at længes efter noget andet, og da han en dag finder en guldring i kloakken, beslutter han sig snart for at gå på jagt efter ringens ejermand. Det bliver starten på Fie og Fisters fælles historie og som i Romeo og Julie, står det snart klart, at der må en snedig plan til, for at kærligheden på sigt kan sejre. Om det bliver tilfældet, skal ikke afsløres her. Men blot atter slås fast, at stykkets bærende idé om de to kærlighedshistorier, Romeo og Julies og så Fie og Fisters, fungerer rigtig godt: Lyset dæmpes et kort sekund, et par kapper vendes på vrangen, og Fie er forvandlet til Capulet-slægtens sarte blomst Julie og Fister til Montague'ernes ærekære Romeo, mens det fiktive rangunivers er blevet til Middelalderens Verona. Sådan forløber det kvikt og overbevisende stykket igennem, der sammen med et fantastisk persongalleri af fjender og hjælpere, der på både underfundig og humoristisk vis hjælper historien fremad, er med til at gøre stykket til god underholdning for både børn og voksne.

Vokalen halter

En smule malurt må der dog også i bægeret, foruden det, Shakespeares Romeo må tvinge i sig undervejs: Sangmæssigt er Williams historie ikke helt på højde med, hvor Limenas for eksempel var sidste år med Den tunge Bagage . Det kan skyldes tilfældigheder eller premierenerver. Eller slet og ret det faktum, at teatret stort set ikke opererer med begrebet casting, der naturligt skaber større ujævnhed i skuespillernes vokale indsats. Så sangkonkurrence eller professionelt teater bliver Limenas således aldrig. Men, som instruktør André Andersen har forklaret ved tidligere lejligheder, et forsøg på at skabe et både respektfuldt og givende fællesskab mellem børn og unge ved hjælp af teatrets fantastiske univers. Og det er et projekt, der også denne gang er lykkedes til fulde.









Publiceret 17 November 2008 17:04