Her viser naturvejleder Martin Wiberg børnene, hvordan man planter et træ.

Her viser naturvejleder Martin Wiberg børnene, hvordan man planter et træ.

Elever planter træer for klimaet

Elever fra Høsterkøb Skole var fredag i Rude Skov for at plante træer

Af
Tekst og foto: Peter Mailand

Med jord under neglene, spader og beskidt regntøj, var børn fra Høsterkøb Skole, fredag i Rude Skov for at plante træer, som en del af klimaprojekt "Genplant Planeten". Projektet er blandt andre arrangeret af Skov- og Naturstyrelsen og Undervisningsministeriet, og formålet at vise børn, at de selv kan handle aktivt og hjælpe til at mindske klimaforandringerne. Projektet sætter samtidig fokus på, at træplantning, bæredygtigt skovbrug og brug af træ er en del af løsningen på klimaproblemet.
På landsplan deltager 35.000 skolebørn fra 290 skoler, der i alt planter 80.000 træer i Danmark.
"Genplant Planeten", hører under FN's "Billion Tree Campaign" og på verdensplan er målet at plante 7 milliarder træer inden udgangen af 2009.

Ikke flere træer

Herhjemme er det blevet så populært, at det har været ved at drukne i sin egen succes. Faktisk var der ikke flere træer tilbage, da Skov og Naturstyrelsen - Øresund, inviterede skolebørn fra Rudersdal i skoven.
Derfor måtte de selv sponsorere 2500 træer, så lokale skolebørn fik mulighed for at plante træer.
"Træerne er lokale økologiske bøgetræer. Og vi lægger jord til så børnene får mulighed for plante træer," siger skovløber og naturvejleder, Martin Wiberg fra Skov- og Naturstyrelsen.
At det er populært blandt børnene på Høsterkøb Skole er der heller ikke tvivl. Fredag nåede børnene at plante 1000 træer i skoven.
"Det er rigtigt hyggeligt at være i skoven og plante træer," siger Ofelia Fischer Godske. Veninden er enig:
"Ja, det er meget sjovere end at være i skole, Vi har plantet mindst 50 træer tilsammen," siger Michala Høeg Norsell.
I forbindelse med projektet har eleverne haft klima på skoleskemaet, og i denne uge skal eleverne tilbage til undervisningen. Men i en ny rolle.
"Vi skal holde foredrag om klimaet for de mindste klasser," siger Ofelia Fischer Godske.

"Det er rigtigt hyggeligt at være i skoven og plante træer," siger Ofelia Fischer Godske (th.) "Ja, det er meget sjovere end at være i skole," siger Michala Høeg Norsell.

To 10-åige piger i gang med at plante træer. Isabel kristoffersen og Julie Højer Iversen (siddende).

To 10-åige piger i gang med at plante træer. Isabel kristoffersen og Julie Højer Iversen (siddende).

Publiceret 14 December 2009 03:00