Sportsmand. Fodbold fyldte meget i barndommen,

Sportsmand. Fodbold fyldte meget i barndommen,

Fra fodbolddreng i Trørød til ambassadør i Marokko

Danmarks ambassadør i Marokko Nikolaj Harris er en sand verdensborger, men rødderne er forankret i Trørød

Af
Bo de la Porte Simonsen

Journalist Udenrigsministeriets

Ambassadøren ”Da jeg blev født, boede vi på Birkekæret i Trørød, siden flyttede vi til Kratmosevej lige ved siden af, og da jeg blev 15 år købte mine forældre hus i Holte. Hele min barndom har jeg og mine to brødre boet inden for de samme 4 kilometer i den nuværende Rudersdals kommune. Det er en helt anden barndom, jeg giver mine egne børn”. Sådan begynder Nikolaj Harris sin fortælling om en tryg barndom som søn af en skuespiller og en kendt teaterchef og med fodbold som den altopslugende interesse. I dag er den nu 47-årige Nikolaj Harris Danmarks ambassadør i Marokko.

Nikolajs mor er skuespiller Bende Harris og hans far er skuespiller og teaterchef Preben Harris, der igennem en årrække var leder af først Gladsaxe teater og siden Folketeateret i København. I hjemmet kom tidens kendte skuespillere og andre kulturpersonligheder. ”Jeg var på julegave med Ove Sprogø og Lilly Broberg”, husker Nikolaj. ”Der var højt til loftet. Masser af diskussion om politik og kunst og et kæmpe samfundsengagement. Det smitter, og det har helt sikkert været med til at inspirere mig”.

Fodbold og Matador

Nikolaj gik på Trørød Skole: ”Jeg havde en god skoletid. Og i de mindste klasser helt sikkert den bedste tid uden for klasseværelset, hvor jeg kunne tonse rundt og spille fodbold. Den boglige interesse kom først ret sent til mig, men til gengæld kom den meget stærkt, måske fordi jeg fik lov at bruge kræfter som barn”. Det med fodbolden kom til at sætte sit præg på Nikolajs barndom. Han startede i Søllerød Boldklub og flyttede som 12-årig til Lyngby Boldklub, hvor han i nogle år spillede med de bedste. Kærligheden til fodbold har han taget med sig rundt i verden, og han spiller stadig et par gange om ugen i Marokko. Der var dog også tid til andet end fodbold. Seere til TV-serien ”Matador” vil nok huske Ingeborg og Mads Skjerns efternølersøn, Erik. Det var Nikolaj, men han opdagede hurtigt, at han ikke havde appetit på at gå i hans forældres fodspor.

En ny verden

Efter gymnasietiden læste Nikolaj historie og statskundskab i Odense og København. I løbet af studietiden fik han praktikplads på den danske ambassade i Letlands hovedstad Riga.”Min far var meget engageret i De baltiske Lande i tiden efter Murens fald, og det blev til mange besøg. Han stillede sin og Sebastians ”Skatteøen” gratis til rådighed for Letlands nationalteater og etablerede ”Svanekegården” på Bornholm som er et center for baltisk og nordisk kunst og kultur. Jeg var heldig at komme med på flere af disse besøg, og fik blandt andet lejlighed til at besøge de nyåbnede ambassader i Riga, Tallinn og Vilnius. Danmark var jo blandt de allerførste til at åbne ambassader i de tre lande, og jeg syntes bare det var super spændende”.

Efter praktikpladsen i 1997 på ambassaden i Riga gik rejsen endnu længere øst på: På sprogskole i Sankt Petersborg for at lære russisk og – viste det sig – også lære en helt særlig kvinde at kende. Kvinden er tysk og hedder Benedikta. Da Nikolaj efter at have afleveret sit universitetsspeciale fik job på Det Danske Center for Menneskerettigheder, blev Nikolaj udsendt som projektkoordinator i Sarajevo i Bosnien. Nikolaj havde efterhånden bevæget sig ganske langt væk fra de trygge rammer i Rudersdal. Og det skulle blive endnu længere væk. Efter opholdet i Sarajevo blev Nikolaj ansat i Udenrigsministeriet, og efter tre år var han tilbage i Baltikum, nemlig på den danske ambassade i Litauens hovedstad Vilnius – denne gang ikke som praktikant, men som souschef. Siden er det blevet til udeposter i både Tyrkiet og Egypten. Benedikta har siden det første møde i Sankt Petersborg fulgt med hele vejen. Sammen har de undervejs fået børnene Olga, Jakob og Benjamin, der nu er henholdsvis 15, 14 og 13 år .

Dramatisk start

Siden august sidste år har Nikolaj været dansk ambassadør i Marokko.

Han bor i hovedstaden Rabat sammen med Benedikta og børnene. Ambassadørposten var et drømmejob men begyndte langt fra med en drømmestart. Fire måneder efter at han var tiltrådt posten som ambassadør, kom meddelelsen om, at to turister var blevet dræbt i deres telt under en udflugt i Atlasbjergene i Marokko.

De dræbte viste sig at være en dansk og en norsk kvinde. Det bestialske terrormord kom i alverdens tv-nyhedsudsendelser og på alle avisforsider. ”Det var en ualmindelig barsk sag lige pludselig at stå midt i, og helt sikkert en sag, jeg aldrig vil glemme, fortæller Nikolaj. ”Dobbeltdrabet kom også som et chok for marokkanerne. Vi modtog vi en strøm af støtteerklæringer. Mange samlede sig foran ambassaden med blomster, tændte stearinlys og fotos for at vise deres sorg og for at udvise solidaritet med den efterladte danske familie og tage klart afstand for den umenneskelige handling. Det gjorde indtryk”, uddyber Nikolaj.

En dansk ambassadørs opgave i en sådan situation er bl.a. at formidle kontakten mellem de danske og de marokkanske myndigheder, tage sig af pressehenvendelser – både danske og marokkanske - og hjælpe den dræbte danske kvindes familie bedst muligt.

I det hele taget er en af vigtigste opgaver for en dansk ambassade i udlandet at hjælpe danskere, der er kommet i nød. Det kan være noget forholdsvist banalt, som en dansk turist der har mistet sit pas eller fået stjålet sin pung, men nogle gange er det mere dramatisk: børn der er blevet bortført, fængslede danskere, flystyrt, jordskælv eller krigshandlinger, hvor der muligvis er danskere i blandt. Her skal ambassadøren og den øvrige stab på ambassaden træde til med øjeblikkelig varsel.

Berejste børn

”Almindeligvis er Marokko et ret fredeligt land, og de fleste danskere har et problemfrit ophold. Så til hverdag er mit arbejde heldigvis ikke så dramatisk”, siger Nikolaj. Det meste af hans tid går blandt andet med at hjælpe danske virksomheder med at komme ind på det marokkanske marked. Han taler også meget entusiastisk om det arbejde, Danmark gør under det Dansk-Arabiske Partnerskabsprogram, bl.a. i forhold til at fremme innovation, jobskabelse og iværksætterkultur i Marokko, og om et nyt spændende myndighedssamarbejde mellem Danmarks Statistik og det marokkanske statistikbureau. ”Der er ikke nok timer i døgnet med alle de muligheder, der er for Danmark hernede”, griner han og gør opmærksom på, at der også skal være plads til familien. Og så er vi tilbage ved børnenes anderledes opvækst:

”Det er altså en noget anden opvækst mine børn har, end den jeg selv havde. Jeg boede hele min barndom inden for de samme fire kilometer. Indtil nu har vores børn været bosat i fire forskellige lande. De kan tale dansk, tysk og engelsk og har gode muligheder for at lære fransk også. Jeg oplever dem som åbne, mobile og interesserede over for verden. Men de vokser jo ikke op med den samme tryghed og stabilitet som dengang, jeg var barn i Trørød”.

Publiceret 29 September 2019 11:45