"Det ærgrer mig meget, når jeg burde have set noget og får spillet forkert, men jeg ligger ikke længere vågen om natten over det," siger Søren Christiansen. Foto: Pernille Borenhoff

Den lokale bridgekonge er verdens bedste

Indehaver af Bridgecenter Nordsjælland, Søren Christiansen, vandt VM i bridge

Af
Pernille Borenhoff

Der var hverken officiel modtagelse, rådhuspandekager eller jublende folkemængder med dannebrogsflag på Rådhuspladsen i Købehavn, da verdensmester i bridge, Søren Christensen fra Nærum, hans makker Henrik Norman fra Hørsholm og resten af det danske seniorholdet i slutningen af september vendte hjem fra VM i bridge i Kina med guldmedaljer om halsen. Forude var gået tre uges intense kampe, hvor holdte spil for spil åd sig ind på modstandere fra Polen, Indien, Norge, USA, Holland, Kina og 18 andre lande. Heriblandt finalemodstanderne fra Frankrig, som holdet slog med kun et enkelt point i finalen..

Cirka 200.000 danskere spiller bridge. Men som andre tankesportsgrene som skak eller backgammon får heller ikke bridge meget opmærksomhed hverken i avisernes spalter eller i den øvrige presse. Og her er få penge at tjene for udøverne, fordi det er småt med sponsorkontrakterne.

Men det er heller ikke for hverken berømtheden eller pengenes skyld, at Søren Christiansen spiller bridge.

Det er ganske enkelt, fordi han slet ikke kan lade være. Og sådan har det været, siden han var 8 år.

"Jeg er født i Brede, men flyttede til Aars med mine forældre, fordi min far fik job der. De spillede bridge, og jeg startede med at kigge dem over skuldrene," siger Søren Christiansen, der siden 2010 har været indehaver af Bridgecenter Nordsjælland, der har til huse på hjørnet af Kongevejen og Birkerød Hovedgade.

Vild med spil

Han er vild med at spille. Også fodbold og skak, men siden han som 13-årig kom ind i Aars bridgeklub, har de 52 spillekort i fire farver formet hans tilværelses retning.

"Jeg kunne hurtigt mærke, at det kunne være farligt for mig at spille, fordi det kunne tage overhånd. Problemet var, at jeg ikke kunne slippe spillet og drømte om det om natten," siger han.

I Aars fik han fornemmelsen af, at han var super dygtig, men virkeligheden gik op for ham, da han startede på DTH (nu DTU) og meldte sig ind i Ungdommens Bridgeklub. For her mødte han skarpe konkurrenter.

"Jeg fik en makker på DTH, og vi spillede meget. Modstanden var hård, men pludselig var jeg god nok til at kæmpe mod de bedste," siger han.

Søren Christiansen blev færdiguddannet kemiingeniør, men det blev bridgen, som blev hans professionelle levevej.

"Jeg har hele tiden undervist flere steder og startede hos Bridgecenter Nordsjælland i 1993. I 2010 købte jeg det, men sælger om et års tid til en af de ansatte. Det er ikke nogen hemmelighed," siger den nu 64-årige Søren Christiansen, der vil bruge noget af den ekstra tid, han får til at læse diskret algebra og abstrakt algebra på Københavns Universitet.

"Matematik er min store hobby, og fagene kan jeg også bruge i bridge og i tilrettelæggelse af turneringer," siger han.

Et socialt spil

Cirka 750 mennesker i alle aldre - dog primært voksne - spiller bridge i Bridgecenter Nordsjælland, hvor Søren Christiansen også underviser på flere hold. Og meget gerne på begynderholdene.

"Det, der løfter bridge over andre spil, er makkerskabet. Jeg var også glad for at spille skak, men det var for indadvendt for mig," siger han.

Det sociale element er vigtigt ikke blot for ham, men for stort set alle andre, der spiller bridge.

"Jeg har et hold med 18 enlige damer, der var blevet enker. Nu er de blevet gode venner, for bridge er en god måde at få venner på," siger han.

Til al held er hans hustru Susanne også en dygtig bridgespiller, der har spillet på damelandsholdet, så hun kender til fascinationen af og lysten til at spille bridge i så godt som døgndrift. Og selvom man som Søren har spillet i mere en 50 år, så kan også han hele tiden lære nyt.

"Man bliver aldrig udlært. Alle laver fejl. Det er som alle andre sportsgrene. Man skal træne hele tiden og have en god teknik," siger han.

Næste mål er at kvalificere sig til EM i juni 2020. Her er han makker med Lars Blakset. Der i øvrigt også er Rudersdal-borger.

Bridge ifgl. Søren Christiansen

- makkerspillet løfter bridge over andre spil

- meldinger og modspil er fascinerende

- socialt samvær

- det skal være sjovt. Ellers er det ligegyldigt

Publiceret 18 October 2019 11:45