Stormen Bodil 2013, Vedbæk Havn.

Stormen Bodil 2013, Vedbæk Havn.

Efterårsstormene kommer: Sådan sikrer du din bolig

Læs her, hvordan mange stormskader kan forebygges og hvornår din forsikring dækker, hvis uheldet er ude.

En opgørelse lavet af forsikringsselskabet Alka viser, at danskerne i gennemsnit har haft 38.750 stormskader om året de sidste 10 år. Og de kommer næsten altid i de efterårs- og vintermåneder, vi nu ser ind i.

Der er hjælp at hente hos forsikringen, hvis du efter en storm står tilbage med skader på din bolig. Men det kan spare dig for meget bøvl, hvis du tager dine forholdsregler allerede nu, lyder rådet fra forsikringsselskabet Alka.

"Hvis du har fået skader på dit hus som følge af en storm, og tagsten eksempelvis er blæst ned, er det husforsikringen, der dækker", siger Charlotte Dietzer, skadechef i Alka, i en pressemeddelelse.

Hun fortsætter:

"Men man skal være opmærksom på, at de fleste forsikringsselskaber ikke dækker skader på løse genstande i haven, der er blevet forslået eller helt ødelagt som følge af storm. Mange tror, at haveting er dækket af indboforsikringen, men det er de ikke, når de står udendørs. Derfor kan det hurtigt løbe op, hvis både havemøbler, Webergrill og blomsterkrukker skal erstattes af egen lomme efter en storm. Til gengæld dækker husforsikringen, hvis vinden får kastet løse havegenstande ind i dit hus og gjort skade på for eksempel et vindue. Men heller ikke her vil selve genstanden, der slår vinduet itu, være dækketm" siger hun.

Stormene Allan og Bodil

De store storme kan være ganske ødelæggende for både hus og have - og i værste fald forsage personskader.

Ser man på skadestallene, er der særligt to storme, der stikker ud i dette årti, nemlig Allan og Bodil, der begge ramte Danmark i 2013 og hev danskerne op på svimlende 187.422 stormskader det år.

"Allan og Bodil var voldsomt ødelæggende og gjorde flere danskeres hjem helt ubeboelige. På lidt mindre skala, men stadig ganske alvorligt, havde vi tvillingestormene Dagmar og Egon i januar 2015. I slutningen af samme år havde vi også besøg af Gorm og Helga. Så 2013 og 2015 var begge hårdt ramt og fyldt med skader, der påvirkede mange danskere. Det er glædeligt at vi de sidste par år er gået uden om de helt store storme, fordi vi kan se, at det selvfølgelig sparer folk for en masse problemer - lad os håbe, at denne vinter ikke ændrer på tendensen," slutter Charlotte Dietzer.

FAKTA

Gode råd til at undgå stormskader

  • Sørg for at sætte havemøbler, grill, parasol og andre løse genstande ind et sikkert og aflukket sted.
  • Har du en trampolin, så fastgør den. Vend den eventuelt på hovedet først, så den står mere stabilt. Man kan bruge tunge genstande eller reb til at fastgøre trampolinen, hvis man ikke har mulighed for at tage den helt ned.
  • Gå en tur rundt om dit hus og se, om du kan spotte huller eller ujævnheder i taget. Hvis der først sidder en tagsten løs er risikoen for store tagskader i forbindelse med stormvejr meget større, fordi vinden har nemmere ved at få fat.
  • Lås jeres cykler fast, så de ikke blæser væk.
  • Parkér bilen et sikkert sted, hvor den holder i læ for grene og andet nedfald.Husk altid, at du først og fremmest skal passe på dig selv og blive inde døre, når stormen raser.

Kilde: Alka Forsikring

Publiceret 31 October 2019 10:00