Hændelser som stormen Bodil, som også ramte vore kyster i 2013, vil forekomme oftere i fremtiden ifølge DMIs nye forudsigelser. Arkivfoto

Hændelser som stormen Bodil, som også ramte vore kyster i 2013, vil forekomme oftere i fremtiden ifølge DMIs nye forudsigelser. Arkivfoto

Rudersdal er på vej mod sjælden sne, mere regn og sydeuropæisk sommer

DMI's forudsigelser spår store klimaforandringer i Rudersdal Kommune, hvis vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, som vi gør i dag

Af
Mikkel Brøgger Petersen

En sommer som i Sydeuropa, men også en kraftigere sommerregn med en fordobling af skybrud.

En jul, som langt sjældnere bliver hvid. Og en vinter, hvor regntøjet oftere skal iklædes, og fodboldbaner, som vil stå sumpede hen.

Sådan ser klimaet ud i Rudersdal Kommune, hvis vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, som vi gør nu. Det viser Danmarks Meteorologiske Instituts klimaatlas, som skildrer klimaforandringer helt ud til århundredeskiftet ned på kommunalt niveau.

Subtropisk klima

Forsker hos DMI, Kristine Skovgaard Madsen, fortæller, hvad fremtiden har i vente for Rudersdal Kommune, hvis vi fortsætter som nu.

"Rudersdal Kommune vil i slutningen af dette århundrede få en temperaturstigning på 3,7 grader. Det betyder blandt andet, at sneen falder meget mere sjældent, da der er kæmpe forskel på -to grader og to grader," siger hun til Rudersdal Avis.

Det betyder også varmere somre.

"Om sommeren er bedste bud at gennemsnitstemperaturen vil stige fra 16,4 grader til 20,2 grader, hvis vi fortsætter udledningen af drivhusgasser. 20 grader er definitionen for et subtropisk klima, og det svarer til, hvad vi kender fra Sydeuropa," fortæller hun.

Flere skybrud

Hvad der umiddelbart kan lyde ganske behageligt med en sommer som ferien til Italien eller Spanien, betyder også at vejret efterligner det sydeuropæiske på andre måder.

"Når det kommer til regn, vil sommeren også minde mere om Sydeuropa med skybrud. Bedste bud er at Rudersdal vil opleve en fordobling i antallet af skybrud. Lige nu forventer vi skybrud hvert tredje år, i fremtiden vil der være to skybrud på tre år," fortæller hun og fortsætter:

"Man kan forvente kraftigere regn med cirka 50 procent mere oveni. Det vil regne mindre, men regnen vil blive kraftigere."

Om vinteren vil der også komme mere regn, fortæller hun.

"Der kommer 24 procent mere regn om vinteren. Om vinteren ser vi dog ikke, at regnen bliver kraftigere, så det betyder, at vi oftere skal have regntøj på. Det kan også betyde, at områder, der bliver sumpede om vinteren, for eksempel fodboldbaner, bliver mere sumpede. Og steder, hvor grundvandet står højt, kan det blive en udfordring," siger hun.

Vandstanden stiger

Med en 7,5 kilometer lang kyststrækning ud mod Øresund vil Ruderdal Kommune også opleve vandstandsstigning, som Vedbæk og Skodsborg vil mærke.

"I det høje klimascenarie er bedste bud, at vandstanden stiger en halv meter. Det lyder måske ikke så dramatisk, men man skal huske, at det ekstra vand også er der under en stormflod," siger hun og fortæller, at det, vi i dag kender som en 20 årshændelse, i fremtiden vil ske hvert andet år.

"Det vil sige, at 20 årshændelsen vil være en stormflod på omkring to meter høj. Og vender man så det på hovedet, vil nutidens 20 årshændelse med en stormflod på halvanden meter ske hvert andet år," siger hun.

Og risikoen for, at det bliver meget værre, er også til stede.

"Der forskes meget i, hvad klimaforandringerne betyder for Antarktis. Der er en lille risiko for, at der kommer mere is ud fra Antarktis, og vi ved, at hvis det kommer, så stiger vandet, også i Danmark. Som det ser ud nu, er der fem procent risiko for, at vandstanden stiger 2,4 meter. Det kan stadig ændre sig meget, men spørgsmålet er, om vi er villige til at løbe den risiko," siger hun.

Fakta

Vejrudsigten for fremtiden

DMI arbejder med to scenarier. Det ene scenarie er, at vi fortsætter med at udlede drivhusgasser, som vi gør nu.

Det andet scenarie er, at alle lande overholder, hvad de har lovet i Paris-aftalen, hvor målet er at holde den globale temperaturstigning på to grader.

Fortsætter vi som nu, er bedste bud, at Rudersdal Kommune ved udgangen af dette århundrede vil få femten procent mere nedbør, gennemsnitstemperaturen vil stige med 3,7 grader, og vandstanden i Øresund vil stige med 50 centimeter.

Overholder alle lande Paris-aftalen, er bedste bud at Rudersdal Kommune ved udgangen af dette århundrede vil få 5 procent mere regn, gennemsnitstemperaturen vil stige med 2 grader, og vandstanden i Øresund vil stige med 31 centimeter.

Kilde: Danmarks Meteorologiske Institut

Publiceret 13 November 2019 10:30