Vinderidéen ”Backyard” er udtænkt af gymnasieeleverne Bertil Storr, Gustav Koch Jensen og Michael Husted. Pressefoto

Vinderidéen ”Backyard” er udtænkt af gymnasieeleverne Bertil Storr, Gustav Koch Jensen og Michael Husted. Pressefoto

Ny start-up idé vinder iværksætterpris

Tre 3.g’ere fra Birkerød Gymnasium har vundet ”Backyard” - en pris for den mest lovende start-up idé i Start-Up Academy

Unge For kort tid siden vandt virksomhedsidéen ”Backyard” en pris for den mest lovende start-up idé i innovationsforløbet Start-Up Academy.

Vinderidéen ”Backyard” er udtænkt af gymnasieeleverne Bertil Storr, Gustav Koch Jensen og Michael Husted. Idéen går ud på at koble unge med drømme om et fleksibelt fritidsjob sammen med husejere, der gerne vil have hjælp til at få slået græs. Backyard er 2019's version af at tjene en mønt i nabolaget, og vil som koncept gøre det lettere for både unge arbejdssøgende og husejere at indgå en god aftale. En del af Backyards hjemmesideservice er nemlig at sørge for, at betalings- og kontraktforhold er i orden. Derigennem bliver græsslåning hos naboen nu også fjernet fra det sorte marked.

”Jeg havde ikke turde håbe på en sejr, men jeg har virkelig lært meget de seneste to måneder, og er så sindssygt stolt. Vi vil glæde os til at give unge gode fritidsjob og husejere i Rudersdal og hele Danmark flotte plæner. Det her kun er starten” udtaler Bertil Storr om sejren.

Iværksættere var dommere

Et panel bestående af fire erfarne iværksættere sad klar med de kritiske spørgsmål, da de unge pitchede deres start-up idéer. De unge havde tre minutter til at pitche deres virksomhedsidé og overbevise panelet om, at deres idé var den bedste. Vinderen løb afsted med et års mentorforløb med to af dommerne, og dermed et netværk, der vil kunne supportere en realisering af idéen.

I panelet sad blandt andre Anniken Sand, grundlægger af virksomheden Istid og selv tidligere deltager i Start-Up Academy og investorvinder i det populære DR-program ”Løvens hule”.

”Det er dejligt at sidde på den anden side af dommerbordet, og især at se gnisten i de unges øjne. Dén kan jeg genkende, og jeg er dybt imponeret over niveauet her i dag,” fortalte Anniken Sand efter pitchrunden.

Kapp

Publiceret 16 November 2019 08:00