Line Krieger Bystrup kritiserer Rudersdal Kommune for sin håndtering af trafiksikkerheden ved Skovlyskolen i forbindelse med byggeri. Foto: Mikkel Brøgger Petersen

Line Krieger Bystrup kritiserer Rudersdal Kommune for sin håndtering af trafiksikkerheden ved Skovlyskolen i forbindelse med byggeri. Foto: Mikkel Brøgger Petersen

Frygt for skolebørns sikkerhed ved byggeri på De Røde Baner

Forælder kritiserer Rudersdal Kommune for at sløse med sikkerheden i forbindelse med byggeri af friplejehjem ved Skovlyskolen i Øverød

Af
Mikkel Brøgger Petersen

BYGGERI Èn ting, som forældre, naboer og Skovlyskolens skolebestyrelse krævede af Rudersdal Kommune i forbindelse med byggeriet af friplejehjemsboliger ved skolen, var trafiksikkerheden for børnene.

Men da de første lastbiler begyndte at køre ind på byggepladsen, havde kommunen intet gjort for sikkerheden. Det fortæller nabo til byggeriet og medlem af kontaktudvalget, Line Krieger Bystrup, til Rudersdal Avis.

Hun fremsætter tre kritikpunkter.

Rudersdal Kommune svigter sit ansvar om sammen med Nordsjællands Politi og Skovlyskolen at sikre børnene mod farerne på deres vej til og fra skole, som færdselsloven siger, at man skal.

Kommunen har ikke opsat sikkerhedsforanstaltninger, inden arbejdet startede.

Og kommunen løber fra ansvaret ved at lade den private bygherre stå for at dirigere trafikken.

"Kommunen har en arrogant holdning til borgerne og især til børnene. Vi har sagt sikkerhed for børnene fra dag ét, og kommunen har ikke løftet en finger. Det er pinligt at se, hvordan de prøver at snyde hjørner," siger hun.

Tilsidesætter sit ansvar

Line Krieger Bystrup forstår ikke, hvorfor Rudersdal Kommune ikke har kontaktet hverken Skovlyskolen eller Nordsjællands Politi for at sikre børnenes sikkerhed.

"Både skoleledelsen, skolebestyrelsen, andre forældre og jeg undrer os over, hvorfor skolen ikke er blevet kontaktet og konsulteret af kommunen. Man har derimod selv måtte rette henvendelse til entreprenøren for at diskutere sikkerheden. Et møde, der først kom i stand, efter byggeriet var i gang. For mig at se er det en klar tilsidesættelse af kommunens ansvar," siger hun.

Line Krieger Bystrup fortæller, at Nordsjællands Politi i en mail fra 6. november oplyser, at de "ikke var bekendt med", at der de næste par år vil komme tung arbejdskørsel tæt på Skovlyskolen.

"Det er en overtrædelse af Færdselsloven, at kommunen ikke har involveret hverken politi eller skole. De har viden om ting, der ændrer på børnenes sikre skoleveje, men sidder på deres hænder eller laver løse aftaler med private parter, der ikke har et myndighedsansvar. Og informerer ikke en gang skolen om dem," siger hun.

Sikkerhed mangler

Så er der det med sikkerhedsforanstaltninger, som ikke var på plads ved byggeriets start. Processen omkring friplejehjemmet har stået på i over to år, og kommunen vidste siden foråret, at byggeriet var på vej, påpeger hun.

"Alligevel var der ved anlæggelsen af byggepladsen i starten af november ikke iværksat en eneste sikkerhedsforanstaltning ved skolen. Indkørslen til byggepladsen var ikke tydeligt markeret - det er den stadig ikke. Der var ikke opsat skilte om indkørsel og parkering forbudt på Skovly Mark - det er der stadig ikke. Der var ikke udleveret detaljeret beskrivelse af adgangs- og parkeringsforhold til implicerede parter, fx skolen. Skoleledelsen var ikke informeret om byggeriets start," siger hun.

"Man spiller hasard med børnenes sikkerhed. Under den lange renovering af Skovlyskolen er der anmeldt adskillige farlige situationer, hvor lastbiler i mørke bakkede mod gående og cyklende skolebørn fra de helt små klasser. Alligevel ser kommunen ingen grund til at skærpe sikkerheden i denne situation, som kan blive meget værre. Det er helt vildt," siger hun.

Kommunen må i gang

Den sidste del af kritikken går på, at Rudersdal Kommune lader den private bygherre stå for at afvikle trafikken.

"At grunden er solgt til en privat bygherre har intet med kommunens myndighedsansvar at gøre. Den private bygherre er ikke ansvarlig for at skabe sikkerhed for børn på vej i skole til skole. Det er kommunen og politiet," siger hun.

”Derfor må det være kommunen, der i samarbejde med politiet informerer forældre og naboer om sikkerhedstiltag samt stiller ressourcer til rådighed for at opretholde dem og straffe overtrædelser. Alt andet er hån mod børnene," siger hun.

Publiceret 27 November 2019 10:30