Christoffer H. Andersen blev ved juniormesterskaberne firedobbelt guldvinder med sejre i 200, 400, 800 og 1500 meter fri. Pressefoto

Christoffer H. Andersen blev ved juniormesterskaberne firedobbelt guldvinder med sejre i 200, 400, 800 og 1500 meter fri. Pressefoto

Fire guldmedaljer til Søllerød-svømmer

SPORT Christoffer H. Andersen fra Søllerød Svømmeklub vandt i weekenden samtlige titler i herrernes mellem-og langdistanceløb i fri svømning ved årets danske juniormesterskaber på kortbane, der blev holdt i Vejle.

Christoffer H. Andersen blev dermed firedobbelt guldvinder med sejre i 200, 400, 800 og 1500 meter fri.

Den 17-årige svømmer var gennem hele stævnet urørlig for konkurrenterne, og han svømmede flere af disciplinerne i store personlige rekorder. Ikke mindst 800 meter crawl, hvor han med tiden 7.58.27 kom ned under den magiske grænse på otte minutter på distancen.

Udtaget til junior-NM

Efter stævnet har Dansk Svømmeunion udtaget Christoffer H. Andersen til nordiske juniormesterskaber, der holdes i Torshavn på Færøerne fra 29. november til 1. december. Som del af et 21-mand stort dansk hold skal han repræsentere Danmark i ikke færre end tre løb ved stævnet: 200, 400 og 1500 meter fri.

Søllerød svømmeklub havde ti svømmere med til juniormesterskaberne i Vejle.

jesl

Publiceret 16 November 2019 10:30